Mediernes rolle ved skoleskyderi og terror – kommer til at koste liv

 

Mediernes rolle ved skoleskyderi og terror – kommer til at koste liv!

Når elever og lærere med dødsangst gemmer sig i et klasselokale, på et toilet eller bag en søjle for ikke at blive opdaget – og skudt – og samtidig ringes op af aviser og nyhedskanaler for et interview om ”hvordan det går”, ”hvad ser du”, ”er du nervøs” – så er det en livsfarlig arbejdsmetode.

Denne praksis har allerede kostet liv (se under) og vil fortsat være livsfarlig for eleven som ringes op. I værste fald for hele klassen, som ligger musestille i klasseværelset, i håb om at netop ”stilheden” sørger for at de ikke bliver opdaget – og skudt.

Det er den realistiske følge af en journalists opkald til en elevs mobil, som ikke var ”på lydløs”, glemt i skoletasken eller mistet i kaosset.

Nu blev der hverken truet eller løsnet skud i sidste uge hos VUC i Helsingør. Men både journalister, elever, lærere, pårørende og politiets aktionsstyrke oplevede det som en ”skarp” situation.

For nyhedsredaktioner var dette altså et reelt og ”pågående” skoleskyderi, da de begyndte at opspore og ringe til elever, som havde gemt sig på skolen – for at overleve.

En elev med velbegrundet “dødsangst” er definitivt ikke egnet som “intervewobjekt” for en ansvarlig nyhedsredaktion

Når det “forudsigelige sker”, at også en dansk elev mister livet med en journalist “på tråden” – bør det få et retsligt efterspil (se vurdering under).

At Presselogen i sin evaluering af VUC – sagen, vælger at se på en lokal redaktørs manglende ”fakta-tjek”, som selvfølgelig får konsekvenser på sagens udvikling, viser branchens manglende indsigt i selve kernen af udfordringer i denne type trusler.

Pressen er ikke de eneste som bør evaluere sig selv!

Elever og lærere på VUC i Helsingør og landets øvrige skoler fortjener bedre, end en evaluering i ”festtale-variant” med budskab om, at alt gik på skinner. I så fald bør man læne sig op ad myndighedernes beredskabsfaglige vejledninger – og med dem er man på kollisionskurs.

Uden at gå ind i den konkrete beredskabshåndtering på VUC i Helsingør, så giver de efterfølgende udtalelser fra forskellige hold, et billede af et ”næsten-skyderi” man virkelig kan lære noget af.

Princippet med at hele skolen bliver i sine klasser støttes ikke beredskabsfagligt og heller ikke af myndighederne. Generelle planer ved skoleskyderi og terror får som oftest en modsat og livsfarlig effekt, hvorfor det ikke anbefales af myndigheder.

Aftal hvordan og hvornår de få lokalt tilpassede handlingsmønstre benyttes mest effektivt på jeres skole. Her ligger nøglen til at redde liv ved masseskyderi og terrrorlignende hændelser jf. myndighedernes anbefalinger og beredskabsfaglig dokumentation.

  1. FLYGTE – De som kan komme væk fra gerningsmanden – bør evakuere skolen.
  2. BARRIKADERE – De som ikke kan komme væk – bør barrikadere sig i et af skolens ”sikre rum”. Det er lokaler udpeget i en risikovurdering, som egnet til at modstå skud og med dør som vanskelig kan sparkes ind.
  3. GEMME – Har man ikke et ”sikkert rum” at barrikadere sig i, som ikke alle skoler har nok af, så gemmer man sig så godt man kan.
  4. FORSVARE – Nødværge er sidste alternativ. En juridisk ”livline” til at redde eget og elevers liv, som både erfaringer fra udlandet og danske myndigheder anbefaler at være forberedt på (primært lærere og større elever)

En blev skudt –under samtale med medierne!

En deltagers skæbne på sommerlejren ”Utøya” er i denne sammenhæng en af de udløsende årsager til rådet om begrænsning af opkald til elever impliceret i et pågående skoleskyderi. Vedkommende blev skudt af Breivik i forbindelse med et opkald fra medier.

På de unge deltageres mobiltelefoner, blev der fundet mange opkald fra lokale og landsdækkende nyhedsredaktioner mens likvideringen foregik, og netaviser refererede løbende fra samtale med unge de havde opsporet, som i dødsangst forsøgte at skjule sig.

I alt 51 sager knyttet til Utøya blev anmeldt til PFU (svarer til det danske Pressenævn) – der vidner om ”problemets omfang”.

Læringspunkter via studier og opsamlet data fra fatale fejl i andre lande, viser at det ikke kun er skoler og institutioner, som er nødt til at opdatere og forbedre sine beredskabsplaner for at udnytte smertelige erfaringer fra andre elever, men også danske medier er nødt til at tage konsekvensen af disse erfaringer.

Smertelige erfaringer – tilfører dagens skoler langt bedre beredskab

I dag ved vi rigtig meget om de få, men effektive og rationelle handlingsmønstre hos elever og lærere, som redder liv ved denne type hændelser. Det indbefatter blandt andet at de ikke ringer til hinanden mens angrebet pågår. Forældre og pårørende informeres tilsvarende (når beredskabsplanen implementeres) om ikke at ringe – så længe et skoleskyderi pågår.

Det interessante er – at det gør forældre heller ikke! Selvom de om nogen har behov for at høre sit barns stemme – så lader de sikkerheden til barnet og klassekammeraterne som gemmer sig komme først – når de ved hvilken risiko de påfører dem ved et opkald. Journalister bør have samme omtanke og disciplin.

Hvornår – hvis overhovedet, skal elever interviewes?

Det er beskrevet som et ”slagtehus”, hvor panik og dødsangst udløses af ufattelige lyde og scener, som udspiller sig foran dem.

At ringe til en elev, en lærer eller rektor for den sags skyld, når et ”skyderi pågår” – altså en uafklaret situation, er i bedste fald en manglende forståelse for hvordan et ”masseskyderi” eller tilsvarende terrorlignende angreb reelt udfolder sig. I værste fald en kommerciel tænkning eller “forretningsmetode” om man vil, som giver begrebet “at gå over lig” – et ansigt.

En skoleelev i dødsangst er hverken trænet i, eller i stand til, at se konsekvenser af overskrifter i aviser og live-interview på radio/TV, når de står midt i det. Ej heller når de netop er kommet uf fra en skole, hvor de har kæmpet for livet og oplevet grusomheder man knapt forstår.Også her er erfaringer fra tidligere hændelser tydelige.

De fleste fortryder overskrifter og filmklip, udtalt i en chokfase de ikke husker – men paradoksalt nok må leve med resten af livet. Det har ikke mindst masseskyderiet på ungdomslejren “Utøya” dokumenteret.

Bør Pressenævnet være den proaktive part – før det går galt?

Pressenævnet bør vurdere i sin retlige standard, hvor dagens fokus primært er værn af ”folks privatliv” og ikke ”folks liv”.

Dagens presseetiske regler vil muligvis kunne regulere området jf. pkt. B3 – ofre, vidner og pårørende samt B5 – hensyn til børn og unge. I så fald har mediebranchen en opgave med at få den tolkning oversat til praktisk journalistarbejde i dagens digitale samfund.

Selvom vold, masseskyderier og terror ikke er nye trusler, så har journalister i dag tilgang til kraftfulde digitale værktøj med information om alt og alle – parallelt med at selv de yngste elever i dag er tilgængelig via mobilen.

En konsekvens af den digitale udvikling, som afføder en ny presseetisk dimension.

Kan nyhedsredaktioner påføres medansvar for elevers død?

Forældre som mister et barn, hvor et opkald fra et medie til barnets mobiltelefon viser sig at være registreret omkring tiden hvor barnet bliver skudt – kan man ikke fortænke at prøve en retslig vurdering af mediets ansvar, for at have påvirket udfaldet af en strafbar handling.

Hvorvidt en nyhedsredaktionen kan pådrage sig et juridisk ”medansvar” – for et barns liv, er uvist. At det udgør et moralsk ansvar er både elever, forældre, lærere, pårørende, kollegaer, ledere etc. enige om – ja måske til og med et par journalister med børn i skolemoden alder.

Skoleskyderi og terrorens natur – udfordrer politiet og favoriserer pressen!

Faren for at tilstedeværende journalister får live-streamet en ”afhøring” – før politiet, er realistisk. Som følge af masseskyderi og terrors helt anderledes natur – end eksempelvis brand, får politiet større udfordringer med hurtig kontrol over ofre og vidner.

Brand er en relativt forudsigelig trussel – den bevæger sig i grove tal, op på sekunder, udad på minutter og nedad i timer. Brandvæsenet og politi ved stort set hvem som kan og skal evakueres og hvem som evt. ikke kan komme ud. Brand har som andre safety-hændelser, en relativ transparent og  forudsigelig udvikling, hvor selv flugtveje og opsamlingsplads er besluttet før branden.

Politiet har med andre ord, rimelig godt styr på alle implicerede og kan skærme dem fra pressen til et egnet tidspunkt.

Skoleskyderi og terror har en anderledes uforudsigelige “natur”, som kendetegnes ved at truslen primært er, eller styres af, mennesker.

En gerningsperson forflytter sig lige hurtigt op i etagerne, ud i etager og ned igen, og som på Utøya både ind og ud af bygninger – helt efter eget hoved. Dermed ikke efter et tilsvarende lineært og kendt mønster – som ved brand.

Hvilke elever/lærere som evakuerer, hvem barrikaderer eller er nødt til at gemme sig, følger en anden logik end ved brand. Eneste, men væsentlige fællesnævner er, at der hvor evakuering er mulig er det valget, som redder flest liv.

Alternativt har man de 3 øvrige enkle og livreddende handlingsmønstre som elever og ansatte har lært. De i alt 4 effektive livliner i beredskabsplanen som alle kender, benyttes ud fra hvor truslen er – til enhver tid.

Evakuerede skal ikke samles i gården eller på boldbanen, og derved udgøre et nyt “mål”, for denne langt mere bevægelig trussel end eksempelvis brand. I første omgang handler det om at redde livet. At komme væk fra rækkevidden af et våben, ved at evakuere i en retning uden fare for en selv.

Med dette som det reelle scenario ved masseskyderi eller terror, vil politiet nødvendigvis skulle bruge længere tid, før man har styr på alle ofre og vidner, som er spredt ud over et større areal. Alle sammen personer som de efterforskningsmæssigt har behov for en snak med FØR pressen interviewer dem.

Bør pressen selv afvente – eller må politiet i større grad styre adgang til ofre og vidner.

Politiet har et efterforskningsmæssigt behov for at styre pressens indhentning af skildringer fra voldsudøvelsen og indtryk fra gerningsstedet. For tidlig publicering af observationer under angrebet kan reducere den efterforskningsmæssige værdi – til fordel for en eller flere gerningspersoner.

Bør politiet styre pressen – i denne type sager? Være instansen som tilkendegiver hvornår der ”åbnes” for pressens mulighed til at tale med ofre og vidner.

For politiets og samfundets generelle interesse i at opklare og ansvarliggøre en massedrabsmand eller terrorist, så giver det god mening at politiet styrer hvilke informationer inde fra selve gerningsstedet som publiceres – i det mindste hvornår.

For traumatiserede elever, vil denne efterforskningsmæssigt forankrede ”afstand til pressen”  også være et befriende “pusterum” i den første og sårbare tid efter et masseskyderi eller terrorhændelse.

Medier har sin berettigelse i et åbent samfund – også når terroren rammer.

Krisekommunikation for ledere, fylder ofte en del i beredskabsplaner, og øves for at stå bedst muligt rustet til at møde pårørende og ikke mindst journalister.

At blive en god kommunikatør på et “dagskursus”, i håb om at redde skolens, kommunens eller virksomhedens omdømme, er som at tage Panodiler mod et brækket ben. Det dulmer kortvarigt, men løser ikke problemet.

God krisekommunikation – er lidt forenklet, at have gjort det rette!

God krisekommunikation kommer helt naturlig til en leder – som minimum har har gjort det man kan forventeorden. Som i alt sin enkelthed kan fortælle hvad der faktuelt er sket og hvad man fremadrettet gør – med størst fokus på mennesket.

Når tiden er moden til at svare på spørgsmål om ”hvordan det kunne ske” – beskrives det man har implementeret i tråd med myndighedernes og organisationens egne krav. Netop her har medierne en samfundsopgave. At undersøge hændelser og ”stille skarpt” der hvor der virkelig er noget at ”fokusere på”.

Har man som leder opfyldt dagens krav og handlet til det bedste for sine elever og ansatte – så er det relativt enkelt at svare på journalistens spørgsmål – helt uafhængig af hvor grusomme omstændighederne er.

Forholder det sig modsat – og man i værste fald kan have været en medvirkende årsag til for mange ofre som følge af manglende, generelle eller fejlbehæftede beredskabsplaner, så hjælper hverken kurser i krisekommunikation eller spindoktorer. Det bliver smertelindring, som forlænger pinen.

Bagtæppet fra Utøya

Ligeså ufattelig og grusomt det var, det de 564 unge på sommerlejren på Utøya oplevede, hvoraf 69 blev dræbt og 33 skudskadet, ligeså stort, værdigt og følelsesladet har overlevende, pårørende, involverede kommuner, myndigheder og Norge som nation, gennemført alle de nødvendige processer som den dag i dag, stadig bistår med at hele de mange udvendige og indvendige sår.

En af processerne var at finde svar på det en hel nation ville vide: hvad skete, hvorfor skete det og hvordan kunne samfundet lade det ske?

Det blev et læringsdokument som trolig har reddet flere liv end de i alt 77 som måtte bøde med livet ved massakren på Utøya og bomben i regereringsbygningen. Smertelige skildringer som nationen åbent og usminket analyserede til gavn for fremtidens skoler/institutioner/organisationer, kommuner og de myndigheder som aktiveres når masseskyderier og terror slår til.

Man var klar over at ”man må vide – for at lære” – selvom det blev brutalt. Ikke kun brutalt for ofre og pårørende, som måtte genfortælle grusomme oplevelser, men også for indsatspersonale som havde gjort deres bedste – men alligevel fejlet på flere kritiske tidspunkter, som bidrog til at Breivik nåede at henrette flere unge.

Men dette individfokus hævede man sig over – ud fra et perspektiv om at et system, hvad enten det drejer sig om sikkerhed eller beredskab – ofte er summen af enkeltpersoners beslutninger og handlinger. Man løftede sig op og fokuserede på ”systemerne” ikke enkeltpersoner.

Dog faldt norske medier for fristelsen til at vurdere overlevendes handlingsmønstre for et eventuelt ”medansvar” for andres død! En utidig debat, om unges reaktionsmønstre under ufattelige grusomme forhold. En vinkling og debat, som sikkert giver flere læsere – men ingen mening. Det blev og vil altid være en uanstændig og en kommerciel afsporing, med store personlige konsekvenser for unge mennesker som har oplevet nok ondskab.

Læringspunkterne fra Utøya – er strukturelle og almennyttige for skoler/institutioner, kommuner og myndigheder om livsvigtige handlingsmønstre under et angreb, og håndteringen af ofre, pårørende, mediet etc. i den kaotiske tid efter.

På den personlige konto, står paradoksalt nok perioden efter Utøya, som den stærkeste og flotteste tid jeg har oplevet i mine år i Norge, sammen med en hel nation i chok, fortvivlelse og sorg.

En tid hvor en ung norsk statsminister indtog scenen som en af nutidens største ”statsmænd”, og samlede en hel nation uafhængig af politisk ståsted, til at fokusere på livet – ikke døden, hævn og det destruktive. Det i en periode – hvor demokratiet og retsstaten Norge blev sat på sin alvorligste prøve siden krigen – og bestod testen.

Det var medierne – så hvad er status på dagens skoler

Alt for mange ligger inde med “livsfarlige beredskabsplaner” Undersøgelser af kommuner, gymnasier og private skoler, og den seneste tids ”næsten-hændelser” viser kritiske mangler jf. myndighedskrav og brug af de smertelige erfaring fra såvel Utøya som de mange masseskyderier fra USA og vores nabolande.

Det positive er – at man gerne vil. Når kommuner, gymnasier og private skoler forklares hvor beredskabsplanen har mangler ift. myndighedskrav eller påfører elever og ansatte unødig risiko ved livsfarlige råd – så er der vilje til de små-justeringer – som gør en stor forskel.

Danske skoler, er modsat skoler i USA –  åbne, tillidsfulde og trygge steder, uden vagtfolk, sikkerhedssluser, metaldetektorer og kamera i hvert eneste hjørne – med de begrænsninger og omkostninger det har.

Udsættes en skole for et masseskyderi – og ”tallene” bliver for store, vil politikere, forældre og andre interesseorganisationer, godt hjulpet af medierne – kræve hurtig handling. 9/11 og “de 4 fly” har vist hvad det koster ikke at være godt nok forberedt og ikke taget allerede kendte erfaringer i brug.

For skoler, betyder det vagter og begrænset adgang og investeringer og drift af forskellige typer af sikkerhedsudstyr. En skolegang hverken elever, lærerer eller vi som samfund ønsker eller er tjent med.

Respektive skoleledere må sætter sig i førersædet og implementere den foreskrevne beredskab, som er enkel formidling af korrekt kundskab til ansatte og elever. Den klart billigste og mest effektive vej til opfyldelse af myndighedskrav og etablering af en robust og tryggere skole.

Sjovt nok – helt i overensstemmelse med dagens myndighedskrav og anbefalinger.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *